Denne herlige onsdag skal vi på tur i nærområdet, for lykken findes som bekendt ofte i »baghaven«.
Vi indleder vores dag med et besøg på Hancock Bryggerierne, hvor malt og humle kombineret med stolte traditioner giver øl af bedste kvalitet. Vi bliver guidet gennem stedet og gjort klogere på hemmelighederne bag øl-brygningens kunst.
Sidenhen skal vi forbi Makværket, hvis spæde start var en fritidsbeskæftigelse for grundlæggere Jørgen Troelsen og i dag er blevet et unikt fælleskab og forretning.
Onsdag ved 08.45 tiden samler bussen fra Skave Turistfart deltagere op ved Skive Folkeblads parkering på Gemsevej.
Kursen sættes mod Hancock og en rundvisning, der også omfatter smagsprøver.
Vi bliver præsenteret for nogle af Hancock Bryggeriernes mest populære ølvarianter, og vores guide og ølentusiast guider os gennem smagsoplevelsen og hjælper os med at forstå de komplekse smagsprofiler, der findes i de forskellige øl.
Frokost med udsigt
Efter en spændende og informativ rundvisning kører bussen os til vores spisested - Lybystrand. Den hyggelige restaurant ligger helt ud til Limfjorden med den skønneste udsigt. Her skal vi nyde en dejlig to-retters frokost bestående af: flæskeæggekage med tomat, rødbeder, sennep og purløg og æbletrifli til dessert.
En klar vision
I 2019 havde møbelfabrikant Jørgen Troelsen en vision. Her ville bruge overskudsmaterialer fra sin møbelproduktion til et godt formål.
Derfor begyndte han at producere tasker, som han selv sad og syede af overskudsmaterialer.
Hele projektet var baseret på, at overskuddet fra salget skulle gå til et godt formål, nemlig Børnecancerfonden.
Men hurtigt blev et projekt til flere, og i 2020 så virksomheden Makværket dagens lys.
Der produceres i dag både forklæder, pyntepuder, rejsetasker, rygsække, toilettasker og mange andre slags tasker.
Makværket fungerer i dag med frivilliges hjælp, og produkterne bliver både solgt fra værkstedet i Oddense og via de sociale medier.
Vi får en interessant fortælling om stedet, og naturligvis er der mulighed for at gøre en god handel, måske en julegave?
Kaffe og kage, inden turen går tilbage til Skive Folkeblad, hvor vi lander cirka klokken 16.