Dagsprogram

  • Fyn er Danmarks grønne hjerte. Med sine frodige landskaber, charmerende landsbyer og et hav af slotte og herregårde byder Fyn på en herlig blanding af kultur, natur og historie.
    På denne tirsdag, 14. juli samler bussen fra Sørens Rejser op i Silkeborg og Herning fra morgenen af, hvorefter kursen er sat mod Fyn.
    Ved Hindsgavl Naturcenter holder vi morgenmadspause med en kop kaffe og et smurt rundstykke.
    Herefter kører vi gennem Hindsgavl-halvøen, der i dag er forvandlet til en naturpark med 165 hektar nænsomt indhegnet dyrehave. Et af områdets kendetegn er de godt 300 stk. hjortevildt, som vi helt sikkert ser nogle af.
    Vi fortsætter af mindre veje over Assens, Falsled, Svanninge gennem idylliske landsbyer med bindingsværkshuse til Faaborg.

  • Nostalgisk togtur

    Her står vi på det fine gamle veterantog, der fører os tilbage til fordums tid. Turen går over Lucienhøj, med udsigt over det sydfynske øhav, igennem Brahetrolleborgs og Arreskovs skovdistrikter. Vi ankommer til endestationen i Korinth og står af toget.
    Korinths og jernbanens historie hænger nøje sammen, da den lille by simpelthen ikke eksisterede, før banen blev etableret.
    Vi følger de smukke fynske landeveje til Øksendrup Kro - Kongeligt Priviligeret Kro fra 1847. I 1847 fik Øksendrup Kro sin chance, da den nye landevej mellem Svendborg og Nyborg blev stukket ud. Kronprins Frederik, senere Kong Frederik 7. kom ridende gennem Øksendrup og overnattede på kroen.
    I dag venter de os med 2 retter dansk mad inkl en øl eller vand.

  • Slotsbesøg og historie

    Turen fortsætter til Broholm Slot, som ligger utrolig idyllisk med sin smukke park, herregårdssø, dobbelt voldgrave og den gamle vandmølle. Vi skal høre om 700 års danmarkshistorie fra Christoffer den 2. til Margrethe den 2., og med de mellemliggende 29 konger og en dronning som medspillere eller statister i Ulfeldt´ernes, Skeel´ernes og Sehested´ernes saga.
    Vi slutter besøget af på Broholm Slot med kaffe og kage på slottet i deres hyggelige stuer.
    Af andre veje kører vi retur mod Midtjylland som vi forventer at nå først på aftenen.