Oplev det historiske Sønderjylland, når vi på denne midsommertur fejrer Sankt Hans med ophold på Hotel Sønderborg Strand. Vi besøger Den Kongelige Køkkenhave på smukke Gråsten Slot, drikker genforeningskaffe ved Dybbøl Mølle og oplever Sankt Hans bålet i Augustenborg slotspark.
Mandag 23. juni kører vi fra Herning/Ikast/Silkeborg ml. kl. 9.30 og 10.30 og sætter kursen mod det sønderjyske. Undervejs holder vi en pause, hvor der serveres frokostsandwich.
Dybbøl Mølle har stor symbolsk betydning for Danmark og i særdeleshed for sønderjyderne. Møllen blev oprindeligt opført i 1850 og er mest kendt for sin rolle under slaget ved Dybbøl i 1864, en vigtig begivenhed under den anden slesvigske krig. Møllen blev beskadiget under slaget, men senere genopbygget og er i dag et symbol på Danmarks historie. Vi får en rundvisning med fortællinger her - efterfulgt af tid på egen hånd til at nyde det smukke sted. Besøget slutter med den berømte sønderjyske brødtorte og kaffe
Bussen kører nu videre til skønne Sønderborg til indkvartering på Hotel Sønderborg Strand, der
ligger smukt placeret direkte ud til stranden i naturskønne omgivelser med udsigt til Flensborg fjord
og Alssund. Herfra har vi kun kun 250 meter til Sønderborgs centrum.
Til aften mødes vi i hotellets restaurant og her får vi serveret vores aftensmad bestående af to retter
efter kokkens valg.
Efter maden stiger vi ombord i bussen for at køre til Augustenborg Slot, et af de flotteste barokslotte
i Danmark.
Den smukke Slotspark danner rammen om vores Sankthansaften. I parken står resterne af et stort
Lindetræ, der efter sigende gav skygge til H.C. Andersen, da han besøgte Augustenborg Slot, måske
han netop her blev inspireret til et af sine mange eventyr. I dag er slottet ikke åbent for
offentligheden, men den smukke slotspark bruges flittigt af de lokale. Derfor er det også netop her,
det er blevet en tradition at tænde Sankt Hans bålet, mens der holdes båltale og synges midsommervisen
Tirsdagen indleder vi med morgenmad i hotellets restaurant inden vi tjekker ud og siger tak for
denne gang til Hotel Sønderborg Strand.
Turen går herefter til Gråsten og Den Kongelige Køkkenhave ved Gråsten Slot.
I denne store og smukke have bliver sanserne for alvor sat i spil. Igennem mange årtier har den forsynet kongefamilien med frugt, grønt, blomster og bær i sommermånederne, når de kongelige har benyttet Gråsten Slot som deres sommerresidens.
Vi besøger stedets lille hyggelige café, hvor vi får serveres en sandwich inden turen går hjemover.
Vi gør et stop efter rejselederens valg. Her vil vi blandt andet nyde vores eftermiddagskaffe og kage.
Inden vi igen vender tilbage til hjembyerne.
Forventet hjemkomst mellem kl. 16.30—17.30
**Turen er uegnet hvis du er meget gangbesværet