Julehygge, kultur og historie er i centrum på denne første decemberdag, hvor Læserklubben sætter kursen sydpå.
Vi skal besøge den hyggelige by, Christiansfeld og blandt andet på en særlig byrundvisning, hvor historien om den karakteristiske Herrnhutstjerne og julens traditioner inddrages.
Efterfølgende spiser vi frokosten på Brødremenighedens Hotel, hvorefter turen går til Haderslev Domkirke.
Det bliver også til en rundvisning her i denne historiske kirke inden vi får lidt tid på egen hånd i byens fine, gamle gader, der naturligvis også er pyntet til jul.
Afgang med bussen fra Skive og Herning tirsdag 1. december mellem klokken 07.30 og 08.30.
Julehygge, kaffe og rundstykker undervejs til Christiansfeld.
Klokken 11 har vi bestilt to guider, der tager os med på byvandring i den eneste danske by, der er optaget på Unescos verdensarvsliste, som en samlet by. Her er det ikke blot et specifikt monument, men selve den planlagte byplan, arkitekturen, de retvinklede gader og helheden, der udgør verdensarven. Byen blev grundlagt i 1773 af Brødremenigheden og er i dag Europas bedst bevarede brødremenighedsby.
Byrundturen er en historisk tur, hvor vi bliver introduceret til byens og Brødremenighedens historie. Derudover inddrages fortællingen om den særlige og meget smukke Herrenhutstjerne samt julens traditioner.
Turen slutter ved Brødremenighedshotellet, hvor vi har bestilt snitter, kaffe og småkager.
Efter frokosten kører vi den forholdsvis korte tur til Haderslev, der oser af afslappet sønderjysk julestemning i de fine gamle gader.
Med en markant placering ligger byens store vartegn, domkirken midt i byen. Her venter os en omvisning med historie og fortællinger fra en af landets helt specielle middelalderkirker.
Kirken, der også kaldes Vor Frue Kirke har gennem tiden været udsat for lidt af hvert, så der er meget at fortælle om.
Efter godt en time i kirken er der tid på egen hånd i hyggelige Haderslev ind vi atter samles og sætter kursen hjemad.
I bussen hjemad er der kaffe og måske en julesang eller to.
Forventet hjemkomst mellem klokken 18 og 19.