Thailand Rundrejse

Rundrejse i smukke Thailand med dejlige hoteller, lille gruppe med egen danskrejseleder og veltilrettelagt program. 

Dagsprogram

  • Thailand kan noget helt særligt, når det gælder historie, storby, kultur og strande. Og når du så oveni købet udelukkende bor på fem- eller 4+ stjernede hoteller og rejser i en lille gruppe på 12 personer med egen rejseleder, så har du her virkelig muligheden for førsteklasses oplevelser.

  • Afsted mod Bangkok : Torsdag 26. februar og fredag 27. februar

    Afrejse mod Bangkok Der er afgang fra Billund lufthavn kl. 10.40 mod Bangkok. Flyskifte på rejsen


    Efter ankomsten til Bangkoks Suvarnabhumi lufthavn kl. 08.40 fredag, kører vi direkte til vores hotel - hvis værelserne ikke er klar, afleverer vi bagagen og går en tur i hotellets nærområde.
    Resten af eftermiddagen er afsat til afslapning, måske er det tid til den første massage?
    Først på aftenen mødes vi og spiser middag sammen.

    Overnatning: The Berkeley Hotel Pratunam, dette 5-stjernede hotel ligger få minutters gang fra et livligt natmarked og et kæmpe shoppingcenter, i Bangkoks pulserende hjerte. Hotellet byder på både SPA & Pool, Fitness faciliteter, en neglesalon og en skrædder.

  • Den pulserende storby : Lørdag 28. februar

    I dag skal vi opleve den kongelige pragt i det buddhistiske Thailand.
    Vi begynder i det overdådige Grand Palace, der blev påbegyndt i 1782, Bangkoks første år som hovedstad. Dette farvestrålende kompleks af forgyldte stupaer, prangende bygninger og talrige gudefigurer er Thailands mest berømte turistattraktion.
    Grand Palace var tidligere residens for Siams konger. Her er over 100 forskellige bygninger, f.eks. kroningshallen og receptionshallen.
    Men mest imponerende og vigtigst er uden tvivl Wat Phra Kaew-templet, der indeholder Thailands helligste buddhafigur, den lille jadebuddha.
    Det er fascinerende at iagttage den ærbødighed, hvormed de troende møder den lille statue. Hele templet bærer præg af, at buddhismen er en særdeles vigtig del af thailændernes hverdag.
    Bangkok var engang en myriade af kanaler, og tusinder boede i husbåde på floden og i de såkaldte klonger, kanaler og bifloder. I dag er Bangkok et af Østens vigtigste handelscentre, med masser af charme og store attraktioner.
    Vi skal naturligvis opleve Bangkok fra vandsiden. Vi går ombord i en båd, som vil sejle os rundt, gennem det store netværk af kanaler, der i blandt kan virke som en helt labyrint.

    Senere fortsætter vi til Bangkoks ældste tempel Wat Po, som indeholder den enorme, liggende buddha - belagt med bladguld og perlemor, der er et billede på Buddhas færd til Nirvana.
    Wat Po er også det største tempel i Bangkok og er derfor meget velstillet, da det modtager offentlige donationer. Alle bygninger er rigt dekorerede og udstråler harmoni og skønhed. Templet rummer også den velrenommerede Wat Po-skole for traditionel massage og opbevarer Thailands bedste beskrivelse af massageteknikker. Desuden en samling af opskrifter på naturmedicin.
    Vi skal også opleve den pulserende del af Bangkok - Chinatown, hvor de kinesiske købmænd handler med guld og krydderier og andre ”velduftende” sager.

  • Broen over floden Kwai: Søndag 1. marts

    Vi kører mod vest til Kanchanaburi, hvor vi skal opleve den berømte bro over floden Kwai.
    Broen blev bygget af allierede krigsfanger under anden verdenskrig. Vi skal naturligvis krydse broen, som blev berømt med filmen om den umenneskelige indsats for at skaffe japanerne en jernbane til Burma.
    Vi skal ligeledes opleve museet og krigskirkegården.
    Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Bangkok.

  • Afslapning eller kultur?: Mandag 2. marts

    Efter morgenmaden mødes vi og tager en snak om dagen.
    Der er mulighed for at nyde hotellets faciliteter, tage på opdagelse på egen hånd, eller følge rejselederen på en tur rundt i Bangkok.

  • Vi flyver nordpå: Tirsdag 3. marts

    Vi forlader hotellet efter morgenmaden og flyver til Chiang Mai, flyveturen tager cirka en time.
    Vi er nu i Thailands næststørste by, den charmerende provinshovedstad Chiang Mai.
    Direkte transfer til hotellet. Er værelserne ikke er klar, opmagasinerer vi bagagen og tager på opdagelse i byen. Vi spiser middag sammen i aften.

    Overnatning: De Lanna Hotel.
    Bemærk venligst, hotellet er beliggende centralt i den gamle bydel, det vil sige at vi bor så centralt at alt er indenfor gå afstand.
    Hotellet er et charmerende Boutique hotel, med 4 stjerner og her findes både pool og fitnessfaciliteter.

  • Snedronningen i Chiang Rai: Onsdag 4. marts

    Vi skal lidt længere nordpå- til Chiang Rai.
    På vejen laver vi en "strække-ben" pause ved de varme kilder ved Mae Kachan.
    Dagens første besøg vil få os til at tænke på H. C. Andersens eventyr om "Snedronningen". Vi skal opleve Thailands absolut mest særprægede tempel, det kridhvide Wat Rong Khun.
    Templet er skabt af Thailands mest berømte maler, og han har gjort det til sit livsværk. Han har gennem mange år arbejdet på at skabe en eventyrpagode, dækket af ”sne”, med flader af skinnende spejlglas. Men inde i templet har kunstneren haft helt anderledes tanker til udsmykningen. Den del kan ikke beskrives, det skal opleves.
    Vores næste stop er ved et fantastisk museum, Baan Dam, også kendt som ”Black house museum”. Stedet er skabt af Thawan Duchanee, formentlig en af Thailands bedste kunstnere, udover malerier er der også en del skulpturer udstillet.
    Herefter skal vi besøge de såkaldt ”langhalsede” Padaung-thaier i Baan Tha Khao.
    Stammen flygtede fra Myanmar, hvor de med deres traditionelle levevis blev forfulgt. Mange af kvinderne bærer stadig de tunge ringe om halsen.
    Herefter kører vi tilbage til hotellet.

  • Den fantastiske natur: Torsdag 5. marts

    Efter morgenmaden kører vi til Dai Inthanon National Park, hvor vi skal opleve Thailands højeste bjerg på 2565 meter.
    Vi kan nyde den kølige luft og smukke udsigt, mens vi går en tur og oplever området.
    Dagen byder også på oplevelser ved Sirithan vandfaldet.
    I forbindelse med Kong Bhumibol og Dronning Sirikit 60-års fødselsdag, forærede det Thailandske luftvåben regentparret to pagoder.
    Vi skal se og opleve stedet, der også byder på et Thailandsk haveanlæg, hvorfra man kan nyde udsigten over området.
    Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på hotellet.

  • Afslapning eller kultur?: Fredag 6. marts

    Efter morgenmaden mødes vi og tager en snak om dagen.
    Der er mulighed for at nyde hotellets faciliteter, tage på opdagelse på egen hånd, eller følge rejselederen på en tur i Chiang Mai.

  • Velkommen til Jomtien: Lørdag 7. marts

    Midt på formiddagen flyver vi til Bangkok og herfra kører vi direkte til Jomtien.
    Byen er beliggende cirka halvanden times kørsel sydøst fra lufthavnen ved Siam bugten.
    Fremme på vores dejlige hotel er der tid til afslapning før vi mødes til en tur i området, afsluttende med aftensmad.

    Overnatning: Fifth Jomtien Pattaya
    Bemærk venligst: Hotellet er et 5-stjernet hotel beliggende få minutters gang fra stranden. Alle værelserne har privat balkon, og på hotellet findes to pools, fitnessfaciliteter samt minigolf.

  • Så er der badeferie: Søndag-fredag 8.-13. marts

    Efter morgenmaden mødes vi til en orientering om hjemrejsen, herefter forlader rejselederen gruppen, og resten af tiden kan bruges på afslapning eller egne udflugter.

  • Retur til Jylland: Lørdag 14. marts

    Gruppen afhentes ved hotellet omkring kl.17.00 og bliver kørt direkte til Suvarnabhumi lufthavnen i Bangkok. Vores fly afgår kl. 22.40.
    Bemærk: Vi holder værelserne på hotellet frem til afrejse.

  • Søndag 15. marts

    Efter et flyskifte lander vi i Billund lufthavn kl. 09.45.

Tilvalg og tillægspriser

Udflugter og valgmuligheder

  • Ikke-abonnentpris
    Ikke-abonnentpris
    Pris: 500,-

Værelsesvalg og andet

  • Dobbeltværelse 0,-
  • Enkeltværelse 4.795,-

DatoAfrejsestedDestinationLedige pladserPrisSærpris for
abonnenter
26/2BillundThailand Rundrejse Mere end 823.895,-23.495,-BestilMere information