Georgien er en relativt overset rejsedestination. Gemt mellem Sortehavet og de majestætiske Kaukasusbjerge forenes landets østeuropæisk charme med orientalsk mystik og byder på storslået natur, en tusindårig kulturarv og gæstfrihed i verdensklasse.
På denne rejse skal vi opleve alt det, der gør Georgien til noget særligt. Den stemningsfulde hovedstad Tbilisi med sine gamle brostensbelagte gader og moderne arkitektur, frodige vinmarker i Kakheti-regionen, dramatiske bjerglandskaber i Svaneti samt historiske klostre og kirker, der fortæller om et stolt og religiøst folkefærd.
Undervejs smager vi på det georgiske køkken og får indblik i en kultur, der er dybt traditionsbunden og overraskende moderne på samme tid.