





← Forrige
Næste →
Side 1 af 6Tag med på en eventyrlig rundrejse gennem Albanien, hvor betagende natur, historiske byer og lokal gæstfrihed går hånd i hånd.
Turen inkluderer komfortable hoteller, velsmagende middage og oplevelser i selskab med en dansktalende guide med indgående lokalkendskab.
Vi udforsker hovedstaden Tirana og de charmerende byer Berat, Lin, Pogradec, Korçë, Përmet og Çorovodë. Undervejs oplever vi det albanske landskab med bjerge, vandløb og varme kilder samt det rige albanske køkken, inspireret af italienske, græske og lokale traditioner – og naturligvis den lokale raki. En rejse med nærværende oplevelser og ægte kultur.
Vi begynder rejsen med en direkte flyvning fra Billund til Tirana, hvor vi lander omkring frokosttid.
Ved ankomsten står vores lokale bus klar til at tage os med på en kort introduktionstur rundt i Albaniens hovedstad. Undervejs passerer vi nogle af byens mest markante vartegn, som nationalmuseet og den ikoniske "Pyramiden" – en bygning med en bemærkelsesværdig historie, oprindeligt opført som et museum for landets tidligere leder, Enver Hoxha.
Tiranas bybillede er et fascinerende miks af arkitektoniske tidslommer. Vi ser spor fra den italienske besættelse i 1940’erne, hvor pompøse bygninger i fascistisk stil satte sit præg, og fra den kommunistiske æra med brutalistiske betonbyggerier i klassisk sovjetisk stil. I dag er byen i rivende udvikling, og fremtidens Tirana tegner sig med spændende nye projekter – blandt andet fra danske arkitektfirmaer som Henning Larsen og Bjarke Ingels Group, der har vundet internationale konkurrencer om at forny bymidten.
Vi tjekker ind på et elegant 4-stjernet hotel nær det livlige område Pazari i Ri – et farverigt markedskvarter og en vigtig del af byens moderne madscene. Om aftenen runder vi dagen af med en italiensk-inspireret middag på en stemningsfuld lokal restaurant, hvor vi får den første smagsprøve på den albanske gæstfrihed og det kulinariske islæt fra nabolandene.
Efter morgenmaden forlader vi hotellet og begiver os ud på en naturskøn køretur gennem dramatiske bjergpas og frodige dale. Vores mål er Ohrid-søen – en af Europas ældste og mest krystalklare søer, smukt beliggende på grænsen mellem Albanien og Nordmakedonien.
Første stop er landsbyen Lin, som ligger fredeligt på en lille halvø ud i søen. Her går vi en stemningsfuld tur ad de smalle, brostensbelagte gader og oplever den rolige atmosfære i dette historiske hjørne af Albanien, hvor tiden synes at gå lidt langsommere.
Vi fortsætter videre til Pogradec, en malerisk by ved søbredden, kendt for sin afslappede stemning og charmerende promenade. Byen er et yndet feriested blandt både lokale og internationale besøgende – og ikke uden grund: Det naturskønne område omkring Ohrid-søen er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og imponerer med sit klare vand, frodige omgivelser og bagvedliggende bjerge.
Her er der rig mulighed for at nyde naturen – uanset om man foretrækker en stille stund med fuglekiggeri, en sejltur på søen, eller bare vil indånde den friske luft fra en bænk ved vandet. Søen er hjemsted for den unikke koran-fisk, en art så værdsat, at den er blevet et symbol for byen.
Pogradec har desuden en rig kulturarv med spor fra både oldtid og osmannisk tid. Hvis tiden tillader det, kan man udforske den gamle bydels traditionelle arkitektur, besøge resterne af det over 2400 år gamle slot, eller opleve de berømte kongegrave i Selca og ruinerne af antikke bosættelser i nærområdet.
Vi afslutter dagen med en fælles middag på en hyggelig restaurant – naturligvis med udsigt over søens rolige vandspejl og de omgivende bjerge. En smuk afslutning på en dag fuld af naturoplevelser, kultur og albansk gæstfrihed.
Dagens udflugt fører os til Korçë, ofte omtalt som Albaniens lille Paris – en by rig på kultur, historie og kunstnerisk arv. Korçë er en af landets vigtigste kulturelle metropoler og har gennem tiden fostret både intellektuelle og kunstnere. Den ligger smukt i det sydøstlige Albanien, omgivet af bløde bakker og imponerende bjergkæder, herunder Morava-bjerget mod øst og Qarri-bjerget mod syd.
Byens karakteristiske kvarterer med lave stenhuse og smalle, brostensbelagte gader inviterer til opdagelse og fordybelse. Vi begiver os ud på en guidet gåtur gennem den historiske bymidte, hvor vi passerer elegante bygninger med tydelige franske arkitektoniske træk – et vidnesbyrd om byens europæiske forbindelser og kosmopolitiske ånd.
Ingen tur til Korçë er fuldendt uden et besøg på det lokale bryggeri, hvor den kendte Korça-øl bliver produceret. Her får vi indblik i bryggetraditionen og smager naturligvis på det færdige resultat.
Vi afslutter besøget med en hyggelig frokost på en lokal taverna, hvor vi nyder traditionel mad i autentiske omgivelser – en perfekt afrunding på en dag i kunstens og kulturens tegn.
I dag kører vi gennem Albaniens smukke sydlige landskaber, hvor grønne dale og bakkede bjergsider ledsager os på vejen mod den fredelige by Përmet – kendt som byen med blomster. Beliggende i et kuperet og naturskønt område, omgivet af Nëmërçka-bjergenes dramatiske silhuet og med toppen af Paping som et markant vartegn, er Përmet en af de mest charmerende og uspolerede egne i det sydøstlige Albanien.
Turen bringer os videre til de berømte termiske kilder ved Benja – et sandt naturvidunder. Her har det varme, mineralrige vand strømmet i århundreder og siges at have helbredende egenskaber. Vi har tid til at nyde et afslappende bad i de naturlige bassiner, mens vi betragter de gamle osmanniske stenbuer, der spænder over floden og giver stedet en næsten eventyrlig atmosfære. Omgivelserne er præget af den naturskønne Langarica-kløft og en dal, der indbyder til ro og fordybelse.
Vi overnatter i Përmet og runder dagen af med en middag, hvor vi smager på lokale specialiteter som mørt lam, frisk honning og områdets karakteristiske vin – alt sammen serveret med den varme gæstfrihed, som byen er kendt for.
Vi fortsætter rejsen ad snoede bjergveje, hvor hvert sving åbner for nye panoramaudsigter over Albaniens dramatiske landskaber. Undervejs gør vi holdt ved det imponerende Osum Canyon – landets største og mest spektakulære kløft. Ofte kaldet Albaniens Grand Canyon, er dette naturvidunder et af rejsens absolutte højdepunkter.
Her har Osum-floden i løbet af millioner af år skåret sig dybt ned i kalkstensklipperne og skabt en 13 kilometer lang kløft med lodrette vægge, der rejser sig op til 80 meter over floden. Området er kendt for sine særprægede klippeformationer, små grotter og det rige planteliv, der klamrer sig til de stejle sider. Det er et sted, der inviterer til både refleksion og forundring.
Efter besøget kører vi videre til den lille bjerglandsby Çorovodë, omgivet af grønne bakker og massive bjerge. Med sine godt 4.000 indbyggere er det en fredelig og autentisk afkrog af Albanien, hvor livet leves i et roligere tempo. Her får vi et unikt indblik i det lokale landsbyliv – langt fra alfarvej – og overnatter i rolige omgivelser, hvor naturens stilhed sætter dagsordenen.
I dag går turen til magiske Berat, en af Albaniens ældste og smukkeste byer, optaget på UNESCO’s verdensarvsliste siden 2008. Byen, der ofte kaldes byen med de tusind vinduer, emmer af historie, kultur og arkitektonisk skønhed.
Vi udforsker de historiske kvarterer Mangalem og Gorica, som ligger på hver sin side af Osum-floden og bindes sammen af den karakteristiske Gorica-bro fra 1780 – et fint eksempel på osmannisk ingeniørkunst. De hvide huse i bjergsiden, med deres mange små vinduer og røde tegltage, danner en nærmest malerisk kulisse mod de majestætiske Tomorri-bjerge i baggrunden.
Vi går gennem de charmerende brostensbelagte gader, hvor fortid og nutid mødes, og besøger den gamle borg, der stadig er beboet den dag i dag. Herfra nyder vi en spektakulær udsigt over byen og dalen, hvor Osum-floden snor sig roligt gennem landskabet.
Berat er meget mere end arkitektur. Byen er et levende museum for albansk kultur og tradition, hvor de lokale stolt holder gamle skikke i hævd. Her kan man opleve et unikt samspil mellem kristne og muslimske kulturer, som har levet side om side i århundreder og præget byens fredelige og åbne atmosfære.
Dagen rundes af med middag i den gamle bydel, hvor vi nyder lokale specialiteter i stemningsfulde omgivelser – omgivet af hvidkalkede huse, historiske facader og det bløde skær fra gadelygterne i de smalle gader.
Vi vender tilbage til Tirana og får mulighed for at udforske byen lidt nærmere. Måske frister et besøg på det fascinerende Bunk’Art, en tidligere atombunker omdannet til museum, eller Det Nationale Historiske Museum, hvor landets dramatiske fortid foldes ud. Alternativt kan man nyde en rolig gåtur i den grønne oase Grand Park, midt i byen.
Rejsen rundes af med stil på det elegante Xheko Imperial Hotel, et 5-stjernet hotel beliggende i det fashionable Blloku-kvarter – tidligere forbeholdt kommunistpartiets elite. Her kan du forkæle dig selv med spa, fitness, den anerkendte restaurant Oda, og hotellets unikke underjordiske swimmingpool.
Med meget tidlig afgang fra Tirana lufthavn, lander vi om formiddagen i Billund med kufferten fuld at dejlige oplevelser.

| Dato | Afrejsested | Destination | Ledige pladser | Pris | Særpris for abonnenter | |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 28/3 | Billund | Albanien rundrejse | Mere end 8 | 12.495,- | 11.995,- | BestilMere information |