Vi flyver med Ryanair direkte fra Billund til Krakow tidligt om morgenen fredag 6. december (kl.
06.35) med ankomst kl. 08.20.
Efter ankomsten kan vi stille og roligt sætte os ind i vores bus og nyde mødet med den smukke
julepyntede by. Den første panoramiske rundtur giver os et førstehåndsindtryk af byens mange historiske og kulturelle perler.
Turen slutter ved vores hotel Wielopole, der ligger i centrum lige uden for de gamle bymure.
Ikke uden grund er hotellet meget populært. Udover den gode beliggenhed hersker der en behagelig atmosfære.
Alle værelser har eget badeværelse med bruser, hårtørrer, TV, aircondition, elkedel med the/kaffe og adgang til Wi-Fi.
Vi mødes igen om aftenen hvor vi skal spise middag på restaurant i den gamle bydel. Efter middagen begiver vi os til Maria kirken, hvor vi får fornøjelsen af at lytte til det smukke trompetspil, der hver time fylder kirken og dens omgivelser med sin karakteristiske melodi. En perfekt afslutning på vores første dag i denne fascinerende by.
Lørdag efter morgenmaden indleder vi en guidet rundtur.
Krakow var hovedstad i Polen indtil 1596, hvor den svensk-polske konge Sigismund flyttede
hovedstaden til Warszawa, for at få et magtcentrum tættere på Sverige. På Wawelhøjen troner
det kongelige slot og katedralen, hvor flere af Polens konger er blevet kronet og ligger
begravet. Vi besøger den kongelige officielle etage, som er fyldt med udsøgte udsmykninger og
detaljer i gotik og renæssance.
Vi spiser en fælles frokost, inden vi fortsætter med at udforske Krakow.
Nedenfor breder den UNESCO-listede gamle bydel sig ud – i centrum ligger pladsen Rynek
Główny med den flotte basilika Maria kirke og klædehallen Sukiennice, en fantastisk
renæssancebygning. På denne tid af året forvandles pladsen til et stemningsfuldt julemarked –
og om eftermiddagen får vi mulighed for at udforske markedets mange tilbud.
Ikke langt fra Rynek Główny ligger Jagiellonian Universitet, et af de ældste universiteter i
Europa, har prominente skikkelser som videnskabsmanden Copernicus og pave Johannes Paul II studeret. Disse flotte bygninger vil vi også passere på vores byrundtur
Søndag tager vi en gåtur til Krakows Historiske Museum, som er opdelt i 14 forskellige
afdelinger rundt om i byen. Her vil vi udforske udstillinger om Krakows historie og kultur.
Eftermiddagen er til fri disposition med tid til at udforske Krakow på egen hånd. Måske en
gåtur gennem det jødiske kvarter, Kazimierz, som var filmlokation for filmen Schindlers Liste,
kunne være fristende.
Eller også skal du bare indsnuse denne skønne julepyntede by.
Mandag efter morgenmaden pakker vi sammen og indstiller os på at flyve tilbage til Billund.
Vi har god tid for der er afgang kl. 13.10 med ankomst i Billund kl. 15.00.
Dato | Afrejsested | Destination | Ledige pladser | Pris | Særpris for abonnenter | |
---|---|---|---|---|---|---|
6/12 | Billund | Juletur til Krakow | Mere end 8 | 6.145,- | 5.995,- | BestilMere information |